Folk med tilknytning til Hemne.
|
Ein bryllaupstale frå 1825 Formannen i Nordmøre historielag har bedi meg skriva ei innleiing — laga ei råme sa han — til den «bruratalen» som her etter kjem i utdrag. Denne oppgava vil eg prøva løysa på den måten at eg fortel litt om brudgomen, om brura og om talaren. Dei tre lyt ein rekna for hovudpersonane i bryllaupet i Todal den 10. oktober 1825.1) Ikkje så at talen berre krinsa seg om desse tre eller nokon einskilt av dei. Det har openbert vori ei hovudsak for den gode «skoleholder» Hovlik Hansson Renndal ved «bruratalen» sin å stilla den første kona åt Peder Hallvardson Todal på den heidersplassen «skoleholderen» meinte ho fortente å ha i minnet hos mannen og hans nye make. Brudgomen hadde nemleg vori «udi ægtestand» og vorti enkjemann før han hausten 1825 gifta seg med «Pige Gunhild Augustinusdatter Giærdet». Litt aldersskilnad mellom brudgom og brur måtte det difor helst bli. Han var fødd i 1778, ho i 1798. Tjuge års forsprang i alder og røynsle framom kona kunne gjerne ein husbonde ha. Dermed fekk borna ei ung mor, fjøs- og husstellet ei drivande kraft og husbonden ei ferm kone til å stella vel med seg i kårkalltida. Såleis var det skikken at ein gardmann ordna seg ved andre gongs giftarmål. Kone nummer to kunne jamt for alderen si skuld vori dotter til mannen sin. Den første brura ein gardgut kåra seg, måtte derimot helst vera hans jamlike i alder, i velstand og i sosial rang. Peder Hallvardson Todal fylgde skikken i så måte og, då han i 1804 gifta seg med Marit Eiriksdotter Artvåg, fødd i 1777 og dotter til Eirik Sivertson og Elsebe Knutsdotter Artvåg. Eg skal ikkje her gå laus på skildring av denne Artvågs-ætta som vi her tangerar. Det får vera nok å segja at det hadde vori etter måten stor velstand på den garden der denne Marit Artvåg vaks opp. Det er ikkje for mykje sagt å hevda at dei næraste fedrane hennar hadde stått mellom dei fremste i Aure bygdesamfunn kring midten av 1700-talet. Ein får og segja at Marit Eiriksdotter blei godt gift. Det rådde trygg velstand, og alt gjekk framover i den heimen ho flytta inn i ved giftarmålet sitt i 1804. Visst hadde verfaren hennar, Hallvard Pedersen Todal, av og til slegi seg på hælane og dansa polsdans i borgstova på Aure saman med presten Hagerup. Men for det var Hallvard ein drivande kar i næringslivet. Han kjøpte skinn og andre varer, som han førte til Fosna og tente såleis gode penger ved sida av gardsdrifta. Hallvard Todal selde garden til jordkaren Peder i 1801 for snaue 384 kroner rekna i vår mynt. Ingen mann i den grenda der desse folka levde, har etter måten og tida havt større økonomisk framgong enn Peder Hallvardson Todal. Han vart med åra ein rik mann. Ein skal ikkje undra seg over at det laga seg segner om opphavet til rikdomen hans. Forklaringa er rett og slett den at vi her møter ein klok og drivande kar, som kunne nytta ut konjunkturane. Peder Hallvardson handla så smått liksom faren, selde hestar av eige oppdrett, tente litt på stasjonshald som skysskaffar og lånte bort pengar til folk vidan om. Han hadde debitorar både i Hemne og Orkdal forutan i mange av Nordmørs-bygdene. Kårfolka (foreldra hans) døydde heller tidleg, og fleire av søskena til Peder Hallvardson gjekk heime og hjelpte til med gardsdrifta, som såleis ikkje vart altfor dyr. Tida etter 1814 baud gode vilkår for folk med litt medel for hand. Smått om senn børja det gå framover for jordbruksnæringa i det heile. Den velstand Peder Hallvardson Todal skapte seg, hadde såleis openbert sine naturlege grunnar. I åra 1824 og 1827 kjøpte Peder Hallvardson ein gardpart til i Todal. Handlane gjekk i to skift og ved serskilte avtaler. Dermed hadde hans odel og eige vorti den største i grenda. Høvet er det same i dag, endå halvparten av det nykjøpte bruket seinare vart fråseld Peder Hallvardsons gamle ættegard. Marit Eiriksdotter Artvåg hadde visseleg med seg eit godt heimanfylgje til Todal. Skal vi tru Hovlik Renndal og bruretalen hans, må ho ha ført med seg meir, helst av slikt som ikkje kan verdsetjast i pengar. Ho må ha vori ei hjartevarm og hjelpsam kvinne, eit sjølvgløymande og offerglad menneske, ein prydnad for heim, grend og stand. Livet baud ikkje Marit Eiriksdotter berre medgang og glede. Tyngst fall visseleg tapet av borna. Av dei fekk ho tre, og miste dei alle, mesta med det same dei var komne til verda. Vi kan gjerne nemna desse borna. Det var først Maria, attkalla etter farmora, fødd og død i 1806. Så kom Else. Ho fekk namnet åt mormora, vart fødd i 1808 og døydde i 1810. Det yngste barnet heitte Hallvard. Han føddest i 1811 og døydde same året. Fleire born fekk ikkje Peder og Marit Perstuån i Todal. Det er ting som tyder på at Marit fekk eit meinhogg av dette barnetapet. Kan henda det verka heller hardt på mannen og. Ei sjukleg kone og ein barnlaus heim løfter ikkje motet til skyhøgder hos ein mann. Visst er det at Peder Hallvardson i 1823 bygsla bort garden sin for ei tid til broren Hovlik og tok unna kår åt seg og kona. Handlinga ber bod om ein mann som nærmar seg botnen. Året etter denne sjølvoppgjevinga med bortfesting av garden, nærare fastsett den 17. august 1824, døydde Marit Eiriksdotter Todal, berre 47 år gamal. Det er som sagt ingen grunn til å tvila på at ho har vori eit godt menneske. Vi har synt at livslagnaden hennar ikkje var utan dramatiske innslag. Ein siktar då serleg til tapet av tre bora i rad og rekkje, og deretter ei barnlaus framtid. Det eine med det andre kan ha verka til at bruretalen den 10. oktober 1825 fekk meir form som ein minnetale og ei lovprising over den døde, enn som ei velkomsthelsing til den unge brura i høgsætet. Så reint ung var ho elles ikkje Gunhild Augustinusdotter då ho gifta seg med enkjemann Peder Hallvardson Todal i 1825. Ei bondegjente på 27 år var etter måten mognare, meir livsrøynd og vaksen, for vel så hundre år sidan, enn kvinner i den alderen jamtover er i dag. Som vi ser, gjekk det berre vel så året frå den første kona til Peder Hallvardson døydde, til han gifta seg oppatt. Folk har jamt gjort seg lystige over dei stutte periodane mellom dødsfall og nytt giftarmål i fortida. Statistikken vil kanskje syna at dei same tidsbolkane ikkje er så mykje lenger i dag. Dertil kjem at skilsmål mellom ektefolk, som i nåtida tener til å stadfesta livsregelen: «variatio delectat», er langt vanlegare i dag enn før. Samlivstida i ekteskap var utan tvil mykje lenger på jamnen i gamle dagar enn sia. Kjernen i problemet låg elles ikkje i gamle dagar i den etisk-moralske sektoren. Saka var rett og slett denne: Det måtte vera uråd for ein bonde å driva garden sin med kraft, utan hjelp av ei husmor. Enda meir umogleg fall det for ei bondekone som vart enkje, å greia gardsdrifta utan husbond og herre. Minnet om tapt make kunne og måtte ikkje koma på tvert av dei krava som dagen og framtida stillte. Dei stutte periodane i einsleg stand syner berre at folk i gamle dagar bøygde seg for lagnaden, tok livet som det fall, og at dei ikkje let «døde hefte på livets». Den kvinna som måtte fylla tomromet etter Marit Eiriksdotter Todal, høyrde til ei vidgreina og velkjend ætt i Aure. Far hennar heitte Augastinus Hansson Gjela (Gjerde) og mora Karen Holgersdotter. Desse to badde vorti gifte i 1786. Dei budde då på Heinn (Henden) og flytta ei tid etter til garden Gjela, som ligg på sørsida av Artvågsøya. Heinna ligg på hi sida Arasvik-fjorden, beint imot Gjela å kalla. Om fedrane åt Gunhild Augustinusdotter Todal kunne ein ha skrivi lange soger. Her får vi gjera det stutt, og segja det så at farfar hennar Gunhild heitte Hans Hansson og var barnefødd i Betten i Halsa. Mor til denne Hans Betten kom frå Heinn. Ho var dotter til Lars Jonson og Alet Nilsdotter. Sistnemnde ætta frå Inderberg på Tustna. Både Lars Heinn og Alet Nilsdotter høyrde til dei trygge bondeættene på Nordmøre i si tid. Då ovannemnde Hans Hansson Betten vel hadde vorti vaksen, tok mora. som då var enkje, og næraste skyldfolket hans elles å skøyta honom ein part av Heinn. Det gjekk for seg i 1750. Dermed kom Hans Betten som gardmann til fødestaden åt mora, og han vart buande der all sin dag. Kring 1770 døydde Hans Hansson Heinn. Enkja, Gunhild Augustinusdotter, gifta seg oppatt i 1773 med enkjemann Gullik Olson Villum frå Halsa. Desse to budde og på Heinn. Gullik døydde i 1778, medan Gunhild levde heilt til 1796.1) Ho og Hans Heinn fekk desse borna, som nådde vaksen alder: --Jon Hansson, fødd kring 1753, død på Heinn i 1806. Ugift. --Augustinus Hansson Gjela, fødd kring 1761. Om han har vi høyrt litt før. --Hans Hansson Heinn, fødd kring 1764. Gift med Ane Martha Kristensdotter Engjå. Desse to vart buande på Heinn som gardmannsfolk, etter at den eldre broren Augustinus hadde flytta til Gjela. --Marit Hansdotter, fødd kring 1755. Ugift. --Gurå Hansdotter. Gift i 1780 med enkjemann Lars Haktorson Veå. Så var det ætta til Karen Holgersdotter, kona til Augustinus Gjela og mor til brura i bryllaupet på Todal den 10. oktober 1825. Karen høyrde, har det vori sagt, — til Kofoed-ætta på farssida. Ho var eldste dotter til Holger Andreas Kofoed og kone Ane Jonsdotter og fødd kring 1764. Denne Holger Kofoed budde i Vågosa. Han var son til ein Gunder Kofoed, som døydde i Vågosa i 1778. Han var då 82 år gamal. Så vidt underskrivne kan skjøna, må denne Gunder Kofoed ha vori den same karen som ein finn namnet åt i folketeljingslista frå 1701 for Orkdal. Der står nemnt ein kaptein Holger Kofoed, bustad Løkken, alder 38 år i 1701. Kapteinen hadde ein «stifsønn» (stedson) hos seg. Han er kalla «Gunder Andersen» og skulle vera 5 år gamal i 1701. I kyrkjebøkene for Orkdal er mellom mangt anna også omtala gravfesting i 1716 av «Hr. Capt. Kofoeds Kiereste», (c: kone) Mette Berg, 43 år gamal. Vidare finn ein i desse kyrkjebøkene nemnt truloving i 1720 av «Capit. des Armes Guner Richard (?) og Madselle Karen Elsebe Sundlie». Vidare er notera vigsel i 1721 av «Gunner Cofoed og Karen Elsebe Krej» (eller Sundlie). Endeleg hentar vi frå Orkdal kyrkjebøker den opplysninga at «Guner Polsets Søn Holger Andreas» vart døypt 11. sundag etter trieiningshelg (24/8) 1721. At Gunder (Andersen Polset) var same mannen som vi har høyrt døydde i Vågosa i 1778, må ein rekna for visst. Korleis ættesamanhengen i tilfelle har vori mellom honom og den kaptein Holger Kofoed som budde på Løkken i 1701, får vi lata stå som eit opi spørsmål. Dette her skal nemleg ikkje vera ei soga om ætta Kofoed. Difor kuttar vi tråden her, og fortel at mormor til Gunhild Augustinusdotter Todal som sagt, heitte Ane Jonsdotter. Ho var barnefødd i Artvåga, denne Ane Vågos. Så vidt ein kan sjå, var ho dotter til Jon og Marit Artvåg. Ved skiftet etter sistnemnde i 1751 er desse borna opprekna: sønene Peder, Nils og Anders, døtterne Maria, Ane og Marit. Alderen til Ane er av skifteretten i 1751 sett til 21 år. Dette svarar til 1730 som fødeår. Då denne Ane Jonsdotter døydde 22. august 1817, sette presten i kyrkjeboka at alderen hennar ved dødsfallet skulle vera 87 år 3 månader og 8 dagar. Derav kan alle rekna seg til når Ane Jonsdotter må ha vorti fødd. Ættesamanhengen mellom henne og Ol-Jonså-ætta i Artvåga skal ein ikkje koma inn på her. Om dottera til Holger og Ane Vågos, Karen Holgersdotter. veit vi at både ho og søstra Gunhild Maria vart konfirmera i 1779, og at Karen, som alt sagt, i 1786 vart gift med Augustinus Hansson Heinn. Karen døydde den 28. juli 1840, og mannen Augustinus fylgde etter den 31. januar 1841. Båe nådde alderen 79 år før dei døydde, segjer kyrkjeboka. Dotter til Augustinus og Karen Gjela, Gunhild Todal, vart enkje i 1843. Tre år etter gifta ho seg oppatt med Lars Olson Botn frå Valsøyfjord. I dagleg tale og mellom grendafolk vart den karen kalla anten «Stor-Lars» eller «Lars Eia». Det siste namnet fekk han frå 1875 av, då han gifta seg med enkja Ingeborg Haktorsdotter Eide. Ho og mannen hennar, Lars Jonson Eide, hadde skrivi resiprokt testamente seg imellom, så Stor-Lars fekk, som Holberg skreiv, «brød for sin kone» ved båe giftarmåla sine. Ein drivande kar må han ha vori denne Stor-Lars. Den tida han og Gunhild ståka i Todala, rasla det godt i kjettingen. Sønene til Gunhild (og Peder Hallvardson), Peder og Augustinus, var og dugande karar. Gunhild sjølv hadde jamt farten på topp, så ingen forsov seg der i huset, dei åra ho regjera. Ei drivande gardkone, eit framtøkt menneske må ho ha vori denne Gunhild Augustinusdotter Todal. Så nokre ord om «velbestaltet skoleholder Hoflik Hanssen Rendahl» til slutt. Han var fødd i Renndalshamna i 1796. Faren bar namnet Hans Olson, var komen frå Ervik og fødd kring 1774, Mora heitte Brynhild og var dotter til Ola Olson og Ragnhild Hovliksdotter Rodalshamn. Foreldra til «skoleholderen» hadde gifta seg i 1790. Det var truleg gjennom morsætta at «skoleholder» Hovlik ervde hug og dug til læraryrket. Ein halvbror til mormora hans heitte Jon Hovlikson Rodal. Han kom til verda eingong i 1750-åra, var vanfør og dermed på ein måte predestinera til å bli «skoleholder», etter skikken den tida. Denne Jon Hovlikson døydde alt i 1803, så nokor beinveges opplæring kan han ikkje ha gjevi dotterson til søstra. Men Jon Hovlikson kunne ha tent til førebilete for Hovlik Hansson. Ein annan halvbror til bestemor åt Hovlik Renndalshamn vart gift med søster til velrenomera skulehaldar Lars Johanson Berg i Aure. Boklege interesser kan såleis ha lagra seg i ætta og krinsen. Hovlik Renndalshamn fekk «bestalling» som lærar i Aure frå 1. august 1816. «Kollatsen» hans vart utferda av «velærverdig» prost i Nordmøre og sokneprest i Surnadal, Lars Lund Finckenhagen. Løna Hovlik fekk første året han verka, utgjorde heile 38,40 kroner + fritt opphald i skuletida. Ingen skulle bli feit av den løna. Det kunne vera klokt å halda seg til vens med husmøderne. Skulehaldar Hovlik gifta seg første gong i 1819. Kona han då fekk, heitte Ane Maria Kristensdotter, var gardmannsdotter frå Gjestad og fødd i 1798. Ane Maria høyrde til ei gjæv bondeætt, med innblanda kondisjonera blod frå Hyrup-ane på Engjå. Vi har ikkje mange skriftlege fråsegner om verksemda åt Hovlik skulemeister. Ei melding frå ein prostevisitas i 1818 segjer at Hovlik tedde seg «ret brav» under mønstringa på kyrkjegolvet. I tradisjonen lever han som typisk representant for dei heimelærde skulemeistrane. dei som nytta «klokkardansken» i skulestova, som tvinga borna til å terpa Pontoppidan middag, morgon og kveld, og som aldri let dei uskikkelege døy i synda, det vil segja før dei hadde fått smaka mester Erik, til straff for latskap, likesæle og usømeleg åtferd etter ritualet. Hovlik har lati etter seg to—tre skriftstykke. Dei fortel om måteleg evne til rett- og prydskriving; men to av dei vitnar om vaken historisk sans. Det eine aktstykket er ei tolking av primstaven. Skriftet er lærerikt, av di forfattaren visst har teikna opp den lokale tydinga av figurane på primstaven, og ikkje henta visdomen sin frå litteraturen. Det andre dokumentet Hovlik Renndalshamn har gjevi ettertida, får ein kalla eit utkast til ei prestesoge for Aure. Alt som står der om dei eldste prestane i kallet, har lite verd. Men så fortel den gode Hovlik eitt og anna om hyrdane Buschmann, Frost og Normann, og då bør ein merka seg orda hans. For Hovlik Renndalshamn «opplevde» alle desse tre sokneherrane, så han kjende dei ut og inn. Han ordlegg seg varsamt. Men ingen som les prestesoga hans, treng hysa tvil om kven forfattaren sette pris på, eller kven han mislika av desse tre sjelesyrgjarane i Aure. Det tredje og siste skriftlege produktet Hans Renndalshamn leivde etter seg, er altså bryllaupstalen i Todal den 10. oktober 1825. Den preika vil det bli servera smakebitar av her nedanfor, så vi kan spara førehandsdomer. Stil og tone er typisk for tid og stand. Lovprisinga over den førre kona til brudgommen vitnar ikkje om høgt utvikla sans for det høvelege. Men orda er varme, og kom visseleg frå hjarta; difor skal alt vera tilgjevi. Skriftkunnskapen er i orden, og evna til å tumla med kristelegreligiøse fraser rikt utvikla. Han kan ikkje ha vori av dei ringaste «skoleholderne» lel, den gode «H. H. Rendahl». Før vi gjev ordet til festtalaren, er det rett å nemna at første kona hans, Ane Maria, døydde i 1825. Året etter gifta skulehaldar Hovlik seg oppatt. Andre kona hans heitte Ane Ivarsdotter Rodal. I første ekteskapet hadde Hovlik Renndalshamn desse borna: --Brynhild, f. 1820, gift med Sivert Eirikson Artvåg. --Kristi, fødd og død i 1823. --Hans, fødd i 1825, verka ei tid som lærar i Aure, budde i Renndalshamn. Ein streng tuktemeister i skulestova! I andre ekteskapet fekk Hovlik dottera Ane Maria, altså oppattkalling av første kona. Ho kom til verda i 1830 og døydde, attan år gamal, i 1848. Og så: «Over til bryllaupshuset i Todal!» EN TALE HOLDEN Elskelige med Christne! Det som ligger mig mest om Hjertet falder først på Tungen, Jeg Erindrer meg den i hvis Sted denne Brud Inntræder. Mine Venner, vi anskuer i dag Kilden til vor Glæde vi ser en Brudgom at fremtræde med sin Brud som han agter at ville knytte til sin Side med Ægteskaps-Baand i en Pagt som de vel på Ingen af Siderne agter at ville til intet gjøre forinden at Døden omsider vil adskille dem, naar jeg imidler Tid tænker paa den som vor Brud gaar isteden for, ja ikke jeg aleneste men maaske at hver her kunde findes flere i dette Samfund der Endu kunde Erindre sig den samme, ja maaske brugommen selv som i ser ved Brudens Side maaske han har eller ikke forglemt sin forhenhavende Hustrue, maaske du endnu ikke har sluppet Tankerne om hende og om bendes forhold ud af dit Hjerte maaske de Tanker endnu svæver i din Siæles Inderste. Maaske du hidindtil har savnet Tabet af den Elskende Hustru. Men, Elskelige, hvor mange Baand der End er i Verden og allerede her paa jorden i dette Liv hvormed det Ene Menneske var knyttede til det andet, hvorfor at Menneskene staar i Samfund og Forbindelse med hverandre saa bliver dog alle disse Baand opløst ved Døden som sønderriver alle Baand paa Jorden. Nu elskelige den i hvis Sted denne Brud inntræder er allerede, haaber jeg, gaaen ind til sin Herres Glæde – hun har allerede stridet den gode Strid hun har med glæde fuldendet sit Løb, thi jeg er forsikret paa at hun saa med Glæde sin Forløsning stunde til, jeg ved at hun havde løst til at fare herfra og være med Christo. Jeg ved at hun tørstede efter Gud og efter hans Salighet!, hum var visselig Fornøiet med at dø; ikke fordi, at hun ei havde det hun kunde leve af, ikke eller fordi at hun var uden Venner nei hun havde en elskende Mand og mange andre opriktige og gode elskere, ikke eller Fordi at hun var uden trøst, nei hun havde vel det hun kunde trøste sig ved hun havde I Jesum Christum en fuldkommen Frelsere og for hans skyld en forsonende Fader I Himlene hun havde Guds Ord, Den uforkrenkelige Sæd. Men dette at hun saa med Glæde sin Forløsning stundede til og med dette at hun længtes efter sin Opløsningsstund og at hun var fornøiet med at døe var derfor:at hun havde fæstet sine Tanker paa det himmelske – da hun vel havde lært at forstaa at hun her havde Ingen blivende Sted og at her ikke var bendes rette Fædreneland, thi hun var ogsaa et Menneske som maatte forsøge hvad det var at lide Smerter — som maatte lære at bukke under aaget. Hun maatte lære at Bøye sine svage skuldre under Byrder som hun af Himmelens og Jordens Beherskere beskikket til at Bære. Hun maatte lade sig nøje med at tage sit Kors paa og følge Jesum efter; thi hun maatte længe udholde under haarde Lidelser paa et langvarigt Sygt-Leje. Men under de Bitterste Lidelser hørde man aldrig at hun klagede at det var for Bittert, aldrig under de tungeste Lidelsr at del var for tungt, aldrig hvorlænge det end varede at hun var utaalmodjg. Men det hørde jeg hende sige: det Faar nok saa være — jeg haaber det bliver vel bedre Engang — naar det er altsammen overstaaet. Jeg glæder mig at det er kommen fra Herren, han som har lagt Byrden paa han hjælper mig at bære den — og han tager den vel af naar han behager. Ja hun var ogsaa et Menneske som var besiælet af hellig Agtelse for Gud og for hans Ord, saa at saa ofte jeg jeg var her i mit Embedes forretning, ja ikke aleneste her i dette Huus, men ogsaa i de andre Huuser, da indfandt hun sig ofte og mange gange, naar Gud understøttede hende med Kraft dertil, for ogsaa at høre Herrens Ord af min Mund. Dog Elskelige! hvad er det at jeg vil give hende Ære? Nej nu er hun kommen derhen hvor hun har Ære nok, thi det er Ære nok at være hos Herren; og er hun kommen ind til ham saa har hun ogsaa Ære og Herlighed nok hos hannem. Dog vil jeg Ære bendes Støv der ligger i Graven, thi det skulde vel ingen ville nægte mig; thi jeg har mange Gange været her i dette Huus, men altid har jeg været overgydet med flere Velgjerninger end jeg kunde ønsket end sige ventet. Ja, jeg var ogsaa den som paa hendes vegne her paa Dørens Tærskel bød det sidste Farvel, Ja, jeg var ogsaa ledsage bendes ved døden afsiælede Legeme igjennem Døren. Ja, jeg var ogsaa med at ledsage hende til Gravens Bredde. Jeg saa da hun blev nedsænket paa Gravens Bund, og jeg var ogsaa kaldet af ham som idag sidder ved sin Bruds Side at jeg skulde Bivaane bendes Begravelse men da ankom jeg ikke — og derfor at jeg ikke var nærværende da de Andre ankom, som vare Innbudne i hendes Begravelse er det at jeg idag taler disse Ord om hende til en Erindring, saa de som idag ere her forsamlede kunde dog høre at det var agtværdig Hustru som Manden da havde annammet af Herren. Ærværdige Brudgom, saaledes har du ogsaa pløjet paa dette Verdens stormende og brusende Hav, i blandt mange store og stolte Bølger. Du har vandret paa en. Vei, hvor der har været idelige Omvexlinger i mellem medgang og modgang i mellem Sorg og Glæde, nød og gode Dage. Du er ogsaa et Menneske som har været Velsignet af Herren med mange gode Ting i henseende til det Jordiske, hvor dine Bestræbelser her for det Jordiske Kald har været kronede med Hæld og Velsignelse, saa at dit Huus har dor blomstret under Lidelernes tunge Byrde, liksom fordum Davids Huus, naar han ble forfulgt af en rasende Saul og jaget paa flugten af en ulydig Søn Absalon, at dog omsider Davids Huus kom i megen flor og Velstand. Et ligesom de Træer der staar paa de høje Steder og lider mest af de sterke Vinde, hvilket de Stormende Vinde vil aldeles Kuldkaste, men dermed slaar dybere og dybere Rødder i Jorden og mere og mere Rodfæstes. Saaledes ogsaa med dette Huus saa at omendskjønt din Hustru var ofte nedlagt paa et haardt Sygt-Leje i mange Aar. Ja, hun var Daglig svag af Kræfter i en lang Række af Aar, saa har hun dog omhyggelig for Huusets Vel og sorgede for Huusets Bæste, saa at Viismandens Ord bliver sande naar han i Ordpr.s. 14. cap. l V. siger: Med viise Qvinder Bygges Huuset, men en daarlig bryder det ned med sin Gierning. Brudgom! Jeg priser dig mange Gange Løkkelig har du nu igien valgt dig en duelig Qvinde. Hun er fast mere værd end Perler; Sandelig hun kan ikke betales med al din Rigdom. En dydig hustru er sannelig mere værd end Gud; da Mandens hjerte kan forlde sig til hende naar ogsaa de onde Dage kommer. Dette er ogsaa Tilfældet her; thi et lignende Exempel andskuer vi idag for vore Øyne; thi vi ser denne Brudgom idag med den anden Brud ved Siden og denne trænker jeg skulde vel indtræde i den førstes Sted. Ogsaa du ærverdige unge Brud. Det var vel du som jeg ved denne anledning skulde idag tale om, men hvad sagde jeg fra begyndelsen hun laa mig mest i tanker den i hvis Sted du træder, og altsaa blev hun den første jeg maatte tale om. Men, ærverdige unge Brud: for dig vil jeg ikkun forme Ordene som en Bøn, et oprigtigt Ønske, og dette mit Ønske Grunder jeg paa Pauli Ord i Apost. gierninger 26 cap. 29de V. hvor han saa taler: Gud enten der fattes lidet eller meget udi da vil jeg ønske at ej allene du men alle dem som hører mig idag maatte vorde saadan som og jeg er undtagen disse Baand. Disse Ord talte det store Guds udvalgte Redskap St. Paulun, da han stod for Kong Agripas i den Stad Cæsarea Stratonis i Jødeland og skulde forsvare sig og Religionen eller Evangelie-Budskabet som han forkyndte; thi der han havde forsvaret sig for Raadet da siger Agrippas til hannem: Der fattes kun lidet i at du overtaler mig til at blive en Christen, og da var dette Pauli Svar: Hvad enten der fattes lidet eller meget udi da vil jeg ønske at ej allene du, men alle dem der hører mig idag maatte være saadanne som jeg er undtagen disse Baand. Elskelige med Christne! I skulde ikke dømme ilde om dette mitt Ønske forinden i faar at høre hvorledes det er grundet; thi i Skulle høre først og siden dømme, I skulde ikke tænke at jeg taler dette saaledes som om jeg vilde forringe Brudens Ære; eller som om jeg befrygtede at hun ej var besiælet af de hellige Dyder som den i hvis Sted hun træder; eller som om hun ri var af den Sinds-Beskaffenhed at hun vilde udøve det samme. Nej sandelig det er ikke i mine Tanker. Det skulde være langt fra mig at jeg vilde forringe nogens Ære. Da vi meget mere skulde være pligtige til at forsvare en andens Ære, mere end at undertrykke den. Men dette taler jeg altsaa for at minde hende om hendes Pligters Udøvelser, da hun træder ind i ens Sted der med saa mange himmelske Dyder var kronede, med saa mange hellige Tanker var Besiælet. Ja med et saa Gudeligt og himmelsk Sind var sorsynet og indgivet af Gud; og at jeg da vilde ønske at denne da maatte vorde saadan som hun var maatte ikke kunde ilde optages, maatte heller ikke vorde et ubilligt Ønske. Jeg vilde ogaaa ønske at du skulde være saadan som og hun var med Hensyn tilhendes Gudelige og Christelige forhold med Hensyn til bendes venskabelige og Kjærlige Omgiængelse med sine Medmennesker, baade mod Rige og Fattige, Høye og Lave, Unge og Gamle, Smaa og Store; men dog først og fornemmelig for alle Ting at være besiælet af hellig agtelse for Gud og for hans Ords Sandhed, med Brændende kiærlighed til Gud og Jesum Christum, samt gjennemtrængt af Ærbødighed og Ærefrygt for hans aller Helligste Gudoms Majestæts Hellighed, for ikke at vlle overtræde hans gudommelige forskrifter med syndige Giærninger, og lade det bero med en blot Mundsbekiendelse uden at giøre Faderens Vilje som er i Himlene. Jeg vilde ønske at du maatte faa et Sind efter Christi Sind, en Vandel efter hans Bud, saa at du maatte i Tide lære at erkiende Verdens ustadighed og ubestandighed, saa at om der falder Rigdom til du da ikke maa fæste dit Hjerte dertil; thi det er dog altsammen forfængeligt og saare ubestandigt. Imidlertid forbeholder jeg mit Ønske til dig i vor Herres Jesu Christi Navn; jeg vil Ønske at du maatte vorde saadan som den i hvis Sted du træder, af Sindsbeskaffenhed i dit hele Væsen kort sagt: i dine hele Christendomes støkker. Dog om du kunde blive forskaanet for de legemlige Pinseler og Smerter, da vil jeg gierne Ønske dig det: der for sagde jeg ogsaa forud at du maatte forskaanes for hendes Baand for det ønskede ogsaa Paulus at Agrippas ei heller skulde deltage udi hans Baand og Lienker, men udi de øvrige Christendommens Dyder vilde han ønske at alle dem som hørde ham maatte vorde ham lig. Og da efterdi at jeg har mit Ønske grundet i dette Pauli Ønske, da ønsker ogsaa jeg at du maatte forskaanes for hendes legemlige Baand med hvilket hun var prøvet af Herren, men end dersom ikke Gud skulde finde det gavnligt for din Siæl at forskaane dig derfor og disse derfor skulde falde i din Lod du ogaaa da vilde dermed være forøjet. Ja, ogsaa endelig maa du berede dit Sind til at lignes med hendes Sind i hvis Sted du nu træder, da vil ogsaa din Ærede Brudgom finde sig vel fornøjet; thi da glæder du visselig din Mands Hierte, Elskede unge Brud: End et Ord til Slutning — jeg tør ogsaa belove dig paa Herrene Vegne de Saligste Belønninger af God, allerede her på Jorden; naar du giør det gode her er da Glæde i din Siæl, her er Ro i din Samvittighed her er Fred med Gud, her er forsikring om Guds Naade, og han din Gud han understøtter dig ogsaa immer med Kraft i at giøre det gode, og at udrette det som er Herren velbehageligt. Hvad vil du ønske dig hedre, hvad højere kan du da begiære, hvad større Goder kan du da forlange, og dette vil han ogsaa understøtte dig og oss alle med, indtil han omsider vil uddele den fulde belønning i Himmelen som er dennes uforvisnelige, ubesmittede og uforgiængelige Krone; den give os alle O Gud vor Fader for Jesu Christi skyld Amen, i Jesu Navn.» *) Denne datoen er henta frå kyrkjeboka, og vi får tru han er rett. l) Namnet «Augiistinus» verkar ikkje «bondsk» men «kondisjonera». Saka er i denne Gunhild Augnstinusdotter Heinn, bestemor til kona i Todal, høyrde til ei lensmannsætt i Halsa, der mannsnamnel Augustinus var mykje bruka. Det vil føra for langt å greia ut dette ættlegget. |
||
Vi forsøker å dokumentere alle opplysningene. Hvis du har noe å tilføye, ta kontakt.
