| Notater |
- Han var født i december 1639 paa Wang paa Hedemarken, hvor hans far Peder Muus var soren-skriver. Faren døde, mens Nils var ganske ung. Moren giftet sig paany med en bondegut, og da stedfaren vilde benytte Nils til gaardsarbeide, forlod han hjemmet og reiste til Roskilde i Danmark, hvor han paa grund af fattigdom maatte ligge ude paa kirkegaarden de 3 første nætter. Men han blev kjendt med en søsterdatter af forstanderinden ved Roskilde kloster, Maria Diinkirken, og hun likte ham og hjalp ham ind paa latinskolen sammesteds.
Nu var det skik og brug, at landskirkerne kunde ta sig klokkere (degne) af latinskolens elever, for at disse kunde faa lidt udkomme at drive studierne for og øve sig i undervisning. Engang ugentlig skulde nemlig klokkeren undervise ungdommen og barna i katekismen.
Nils blev da en tid klokker ved Glim kirke og blev siden student 1674. Omtrent 1676 fik han magistergraden og var i 2 aar kapellan ved Bremerholms menighed i Kjøbenhavn.
I den skaanske krig, som førtes fra 1675 til 1679 mellem kong Karl I 1 te i Sverige og kong Kristian 5te i Danmark, blev han antaget til skibsprest paa flaaden. Han var prest paa kong Kristians eget skib, og under en forfærdelig storm holdt Nils en brændende bøn, som greb kongen og bragte ham kongens særlige gunst. Til erindring om denne begivenhed er der opbevaret et forgyldt anker paa kongens kunstkammer i Kjøbenhavn. Nils Muus var ogsaa tilstede paa admiral Nils Juls skib i det store slag paa Kjøgebugt 1677. Senere var han feltprest baade ved Wismar og ved Lund og Karls-krona.
I 1680 belønnet kongen ham med et kapellani ved Trondhjems domkirke. Sagnet fortæller, at da Muus holdt ovennævnte bøn, stilnet veiret. Kongen lovet at opfylde en begjæring af ham, siden veiret lystret ham. Muus svarte, at han var kjed af sjølivets urolige tilværelse og ønsket sig et roligt prestekald. Kongen svarte: Da maa det bli i Norge", og saa kom Muus til Trondhjem. Samme aar giftet han sig med nævnte Maria Dünkirken fra Roskilde.
Der blev stor uenighed mellem kapellan Muus og domprovst Borkmann. Kapellanen anklaget Bork-mann for hans forhold ved uddelingen af nadveren. Biskop Peder Krog opkasted sig som selvbestaltet dommer i sagen, tog kapellanens parti og dømte Borkmann. Men det viste sig snart, at Muus urettelig havde anklaget provsten og nok ikke havde rent mel i posen selv. Ved høiesterets dom blev biskopen dømt, og Muus mistet sit embede. Borkmann frikjendtes.
Sagnet siger, at han blev uenig med biskopen og i hidsighed lugget denne i skjægget. Saa maatte han fra sit embede. Efter afsættelsen slog han sig ned ved Jonsvandet i Trondhjems nærhed og ryddet op en plads, som fik navnet Muusro. Men nogle af de kongelige, som kjendte ham, kom tilfældigvis til Trondhjem og fik høre om sagen. De gik i forbøn for ham. Han blev da benaadet med Snaasen sognekald 1695.
Snaasningerne kaldte ham og kalder ham aldrig andet end mester Nils. Denne benævnelse vil bli brugt herefter.
Han var ivrig jordarbeider. Gaardene Parnas var dengang udmark under Gran, som tilhørte kirken. Mester Nils syntes stedet laa vakkert til som selve Apollons hjem. Han ryddet og dyrket stedet og kaldte det Parnasso efter digtergudens hjem. Dette var Østre Parnas. Og der bodde han ogsaa meget.
Saa er det ogsaa han, som har ryddet Hylsætren i Imsdalen og brugt den som avlsgaard. Imellem kunde det hænde han sammenkaldte konfirmanderne did, og de sad paa stubberne, mens han arbeidet og underviste. I hans sidste aar blev konfirmationen paabudt.
Som ventende var tog arbeidet tankerne mere fangen end sjælesorgen, og dette rygtedes snart til biskopen. Denne kom derfor sent en lørdagskveld til prestegaarden for at se, hvordan sagerne stod. Og rigtig. Mester Nils var paa arbeide i Hyllen. Men om natten sendte hans hustru bud til ham. Bud-bringeren havde ogsaa presteklæderne med. Dagen efter kom biskopen til kirken, men da ingen prest var at se, begyndte han gudstjenesten. I det samme der skulde messes, traadte mester Nils pludselig frem for alteret og begyndte, uden at lade som han saa bispen. Derpaa gik han paa prækestolen og holdt en meget god tale. Under prækenen indflettet han ordene: Der skal en god kat til at fange en gammel Muus". En dag bød han biskopen en pris snus af sin sølvsnusdaase. Biskopen ser paa daasen og roser den, og mester Nils, som vidste, at bispen var svært begjærlig efter sølv, siger, at han gjerne skulde ha foræret bispen daasen, hvis der ikke havde staat saadan indskrift paa indsiden af laaget. Bispen saa efter. Der stod: Du skal ikke begjære din næstes snushus, siger Nils Muus".
Paa mester Nils' tid var Karl 12te konge i Sverige, og den store nordiske krig førtes 1700-1720. Som vi senere skal høre, gjorde svenskerne oftere indfald i Snaasen. Mester Nils satte sig af og til til modværge. Han var ogsaa af svenskerne mistænkt for spiontjeneste, ligesom de vidste, at han i sine unge aar kavde høstet gode erfaringer fra krigen. Derfor blev han i 1718 tagen til fange og ført til Stockholm, 76 aar gammel. Paa reisen led han mangen gang ondt. En soldat slog til gamlingen. Med lynende øine og med tordenrøst vendte han sig til soldaten og sa: Slaar du mig?" Soldaten slap i forfærdelse geværet.
Efter et aars ophold i Sverige blev han frigivet, fik 100 riksdaler (--- 100 kroner) i reisepenge og drog til Snaasen igjen og tog fat paa sit embede. 1733 lod han sig forestille for Kristian 6te, som under en reise opholdt sig i Trondhjem. Kongen likte oldingen og gav ham for resten af hans em-bedstid kongetienden paa Snaasen.
Mester Nils døde 23de februar 1737 i sit 95de aar, efter at ha været prest i 65 aar. Hans kiste staar i Muusernes gravkapel ved kirkens østre ende. Kapellet bygget han selv 1703. Hans hustru var født 1650, døde paa Snaasen 28de december 1707.
Deres børn er:
1. og 2. Tvillingerne Peter, som blev farens eftermand mand paa Snaasen, og Benedicta Anna, gift med løitnant Schauer.
3. Maren Marja.
4. En søn, som døde ung.
(geni.com)
|
1642 - 1737 (94 år)
[1] 
