O store Gud og Verdens Skaber, som Firmamentet styre maa
Som det, O Herre, dig behager, saa maa det udi Verden gaa
Thi vaares gjerning intet duer, naar du vil haanden fra os slaa,
da frygter jeg og daglig gruer, Vi snarlig vil til grunde gaa.

Naar vi er midt i Gledens Dage, maaske at Sorgen er os nært
Og som det nu har sig tildraget, alt her udi en bryllupsfest.
Om Morgenen var alle glade, da de til Kjerken drage maa,
og ingen i sine tanker havde, hvor det om Aftenen skal gaa.

I bryllupshuset var det glæde, og alt var udi Fred og Ro,
De som i Ægtestand skal træde, paa Gaarden Miønes monne bo,
hvor deres Naboer sig samlet, at del i Glæden tage maa,
Men ak, den Glæde blev forvandlet, til mangt et Hjertens Suk og Graad.

Det var udi November dage, den fjortende man skrive maa,
at de til Kjerken monne drage, og der i ægtestand indgaa,
hvor alt tilgik i rette Orden, og ingen Mand beskjenket var,
men ingen er saa mægtig vorden, at han kan selv bese sin Grav.

De tvende Baade i et følge, om Aftenen fra Landet drog,
at fare over fjordens Bølge, for hjem at give seg til ro.
De seiled i al stilhed fremad, en Kastvind ned fra Fjeldet kom
Og den jeg kalder Dødens Stemme, den kastet Brudebaaden om.

En heftig Skræk mon dem paafalde, da alle udi Vandet laa,
det to og tyve var i tallet, som sammen var paa denne Baad.
Da redning i fra Land mon komme, da var det kun tilbage tre,
de andre vare nu forsvundne, og blev et Rov for Bølgerne.

Udav de Døde fem er fundne, og er alt komne i sin Grav,
De andre fiorten er paa Bunden, og maa for fisken vorde Rov,
Men Herren vil dem ikke glemme, de Guds Basun høre maa,
de Legemer som Vandet Gjemme, de skal paa Dommens Dag opstaa.

Det Brudepar laag for at hvile, og sov naa udi Herrens Fred,
De laag nu ved hinandens side, til de sov hen i Evighed,
og Bruden i sit Brudesmykke, hun maate bort fra Verden gaa.
men dem vi ønske nu tillykke, dem vil til Lammets Bryllup gaa.

Ret sørgeligt for Brudens Fader, sin tvende Døtre miste maa,
og ligesaa for Brudens Moder, hun uden Trøst i Verden gaa.
De havde ingen Børn tilbage, og maa til andre slaa sin lid,
skjønt de med Glæde var opdraget, til Trøst i deres Alders Tid.

Maaske at andre ogsaa savne, de Børn som de nu mistet har,
der daglig sin Foreldre gavnet, og var dem til en Støtte Stav,
De kommer ikke meer tilbage, man faar dem ikke skue her,
de maatte bort fra Verden drage, men leve hos sin Frelser kiær.

Da mistet mang en Ægtemage, som lever nu i Sorgen stor,
med Sorg de maatte da forlade, sit Kjereste paa denne Jord,
De Enker som da blev tilbage, de sex i talet var i gjen,
enhver maa med sin Skjebne drage, O Herre, da selv du hjelp dem frem.

Om nogen udi Velstand leve, det var dog dem et hjertesaar,
dog er der dem med armod streber, udi ret meget trange Kaar,
O, Herre med dit forsyns Øye, nedse til de gjenlevende,
sit daglig ophold dem tilføye, O, Gud, med din Velsignelse.

En enkemand der blev tilbage, som ogsaa var i samme Nød,
han maatte der den Skjebne have, at skue selv sin Kones død,
Det skar ham vist udi hans Hjerte, men hvor skal han da drage hen.
Han maatte lide der den Smerte, at miste saa sin Ægteven.

Da blev der mange Faderløse, som var uskyldige og smaa,
O, Gud, din Hjelp du til dem øse, at de kan frem i Dyden gaa,
Om de ei mindes jordisk Fader, Gud Fader selv, du staar dem bi,
du ingen i sin Nød forlader, som om din hjelp anrober Dig.

Dog er det dem som Sorgen dølge, som ikke aabenbaret er,
de ogsaa i sit Hjerte føle, de mistet dem som var dem kjær,
Sin Sukke daglig de udøse, de mistet har sin fremtids Trøst,
O, Gud, dem ud fra Sorgen løse, og giv dem Glæde i sit Brøst.

O, Gud, som hører Enkers Sukke, og hører Faderløses Haab,
Dit forsyns Øye ikke lukke, men vær selv deres fremtids Haab,
som modgangs Kummer har nedbøiet, og nu i Sorgen er forladt,
O, Mægtige, udi det Høye, nu styrk dem med din Guddoms Kraft.



Denne visa frå Hemne fann eg i ei bok som Anders Hollum hadde fått tak i på 
ein auksjon. Boka har tilhøyrt ein kjøkemeister, som har skrive opp ein heil del 
viser til bruk i alle slags høve - både i gravøl og bryllupsfest.

Å i Meldal 14/11 1956. (d.e. akkurat på dagen 108 år etter ulykka)

Anders Grut