- Finner du noe av interesse ? -














En database med slekt, bilder, historier etc. med tilknytning til Hemne-distriktet

Even Arntsen Lo
Even Arntsen Lo f. 1850 var odelsgut til Lo Oppigard.Han var gift med Berit Halvardstr.Vormdal f. 1867 I brevet nedafor skriv han at han er gift allerede , og at neste gang han, om han eventuelt skal reise, vil han ta kona si med.. Han virker som agent for emigranter til Amerika. På turen som er beskrevet i brevet er han reiseleder for 15 personer.Han har tydeligvis gjort turen flere ganger. På akkurat denne turen er det også skyldfolk med. For det første er ei søster av han som heter Marit f.1862 med som emigrant. Ho var gift med ein Bernard Bjerke. Dessuten skriver han i brevet at han vekker broren som sitt og søv. Kan dette ver Ole f. 1851?. Navnet hans er ikke funnet nevnt i noe utreisedokument.
Broren til Berit, svogeren til Even , han Peder Halvorsen Vormdal f. 1859, hadde emigrert til Amerika allerede i 1880. No var ho som skulle bli kona hans, Karen Arntsdtr. Vasli søster til mottakeren av brevet , han Ole Arntsen Vasli, med i reisefølget som emigrant.
City Hall, Rice Lake i 1913
 


Long Lake ! september the 4-87

Ven !

Det er søndagskveld og en lille pause i Camplints støiende tilværelse. Mine tanker har de fleste tider sit tilhold iblandt de Norske klipper; på denne tid kom også Din person frem for min erindring. Både på Orkdalsøren og i Thjem bad du meg om at vere din søster Karen behjelpelig på reisen. Jeg lovede at gjøre det som stod i min magt i så henseende og det gjorede jeg også. Selv om en returnmand gjør det meste og det beste han kan ; møter den første gangs reisende gjenvordigheter nok på veien.
Veien til America er nå så almindelig at den er knpt omtale verd ; men det kræves dog en smule mere agtpågivenhed end dem tror, som ei har veret utd av sin hjembygd.
Når man skal stige om bord i Thjem er der , som du selv har set, trængsel. Så snart båden er under fart og alle får ordne seg går det da nokså fredelig til. Anden pasus af trængsel begynder ved landstigningen i England. Da først får emigranten op øyet for ,at han eller hun er kommet ud af moders stue. Du kan ikke tro hvor vel min søster Marit og Karen Klyngede seg til meg . I Liverpol var der atter en svære alarm om sovepladse. For at kunne hjelpe Marit og Karen til at få vere på samme værelse som jeg nødes jeg til at lyve lige opp i øynene på den bistre Hotelvert . Jeg sagde at den ene af pigerne var min kone og den anden min søster. Til enkelte tider er det vist ikke så galt at efterligne slangen I at blande løgn og sandhet sammen. Det toges for god vare, jeg fikk tage begge med på værelset og dem som var glade var Marit og Karen. I England var vi så lenge, at det riktig var oss en festdag at få ride på lunefulde bølgeryg igjen. Atlanteren var ikke i noget godlune; storm og modvind hele tiden og som følge deraf, søsyge. Noget dårlig men ellers stod pigerne seg ganske bra.Kosten om bord var både liden og dårlig., så den medbragte norske mad kom rigtig tilpas.Den ene madkiste etter den anden blev tom og det blev som i Apostlernes dage, vi havde fællesmåltider. Jeg skrev en avf de siste dage klage, som over 200 underskrev. Nu blev der en røre ombord. Tolken spurde meg om jeg var opphavsmanden og hvis så var måtte jeg finde meg i at blive tilbake i Boston til klagen blev undersøgt. Jeg svarede ja og vilde jerne komme for retten i Boston.
Pinselørdag kom vi på land etter en reise på 12 døgn. Eftermiddagen på Bostons Kaje er en af de strengeste dag jeg har haft. Ikke nok med at jeg besørgede og hjalp de 15 jeg var agent for ; men mange andre tag og bad , at jeg måtte hjelpe dem og jeg havde ikke hjerte til at sige nei. Kl 9 om kvelden gik vi på toget , jeg syntes det var både ilt og løiligt da vi gik op fra Kajen til stationen ; Marit og Karen tog med hver sin hånd tag i min trøie og fulgte med som to bandhunde. Reisen opover landet er kjedelig af den grund , at man ei får sove på carserne (eller vognene).Tredie pindsedag Kom vi til Eau Claire og neste nat reiste vi med et fragttræn opp til Rice Lake. Jeg vekkede min broder op af søvnen og vi fik os et godt måltid mad og var snart fastklamrede i søvnens arme.
Altså var reisens mål nået for det første. Min funktionstid var ude hvad ledsagelse angik; dog råde jeg Karen til at stoppe og ei reise længre før hun fik brev fra vesten. Jeg har ofte talet med Deres søster om fremtidige ting og jeg som hun selv tror at alt er i rette orden. I neste måned vil Peder komme hid og imottage hende ;I ham vil hun finde den ledsager som hun tør følge for livet. Ja dette er vel ikke min sag at snakke om Jeg har min, du din, og enhver har nok i sin e egne affærer.
Meningen med mitt brev , Ven ! var slet ikke den at jeg ville skrive for at blive stor i din øine. Tiden falt seg så og så er jeg så hjertelig glad i breve, om du skulde sende meg et par ord.
Jeg arbeider over 3 norske mil inde i skoven; jeg er smed for et Compagni som har sin mølle i Rice Lake. Om en 3 uger vil jeg til byen en tur og da treffer jeg også Karen .
Frisk har jeg hele tiden været og skulde jeg få lykke og helbred så vil jeg efter 3 årsforløb være på norgestur. Skal jeg flere gang flyde over havet og hidover skal min kone blive med. Det er ikke behageligt at være så langt fjernet fra sine. Skulde leilighed gives deg så hils mine svigerforældre på Vormdal. Dette blev et dårligt Americabrev men skulle vi senere komme til at korespondere skald jeg omtale enkelte forholder.
Ja vær hilset så flittig fra ,Truly Yours
Even Lo.
addresse
Mr. ! E. A. LO. Esc.
Rice Lake P.o. Box 132
Barron C.o. Wisconsin
U.S. of America.

(Tilsendt fra Helge Sletvold)